Da Arkitema blev valgt til at skulle opføre et nyt kontorhus for LEGO Innovation var præmissen, at huset skulle fungere som bindeled mellem LEGO Campus, flere historiske bygninger og et tilstødende villakvarter midt i den midtjyske by.
LEGO Innovation fremstår som et elegant kontorhus, der via sin nedtonede æstetik tilpasser sig sine omgivelser, midt i Billund. Facaden består af perforerede aluminiumsskodder, i et legende farvespekter fra en dyb lilla til en lys grå. Et motiv, der understøtter LEGOs tilgang. Skodderne er mekanisk styrede efter solen og hindrer derved overophedning, samtidig med at de sikrer udsyn fra kontorerne og etablerer et både blødt og behageligt dagslys i interiøret.