Nordstjerneskolen er en kommunal folkeskole med ca. 1.200 elever fordelt på fire spor og et stort specialklasseafsnit. Den nye byskole er opført i et offentligt-privat samarbejde (OPS), hvor det private selskab TEAM OPS driver skolens bygninger gennem en 25-årig driftsaftale, mens kommunen fortsat udfører undervisningen og det pædagogiske arbejde.
Skolen er med sin stjerneform et udtryk for sin egen struktur. Hver tak på stjernen udgør en afdeling for to årgange med sin egen identitet, indrettet på sin egen måde og rettet mod præcis den aldersgruppe, der skal bo der. Vi har således underinddelt en ellers meget stor skole og skabt miljøer i en skala, som alle kan indtage og forholde sig til, og hvor der er trygt og inspirerende at være. Bygningen fungerer i tre plan med ét plan for de mindste elever og to plan for de ældste.