Efter at være blevet bygget som voksblegeri i 1742 og senere at have fungeret som både landsted og sygehjem, har Villa Rolighed og de tilhørende længer siden 1922 tilhørt Landbohøjskolen og senere Københavns Universitet. Stedet har gennem årene været udsat for mange forandringer, men transformationen af længerne har nu givet det historiske gårdanlæg et nyt og aktivt liv. Mens selve Villa Rolighed er restaureret udvendigt og afventer lokalplan, er de tidligere stald-, lade- og boligbygninger i dag omdannet til studie-, forsker- og gæsteboliger. Her er stedets kulturhistoriske værdier forsøgt bevaret og samtidig gjort anvendelige i en nutidig kontekst. Projektet har haft som overordnet ambition at videreføre anlæggets arkitektoniske identitet og skabe robuste rammer for hverdagsliv.
Transformation af fredede længer til nutidige boliger
-
- COBO XI B Ejendomme P/S
- Bygherre
-
- Falk-Rønne & Kierkegaard A/S
- Udvikler
-
- 3L Entreprise A/S
- Totalentreprenør
-
- Sweco og Wissenberg
- Ingeniør
-
- ProCon Danmark ApS
- Brandrådgivning
-
- LH Hockerup A/S
- Nedriver
-
- Københavns Konservator
- Farvearkæologi
-
- Adresse
- Rolighedsvej 21, 1958 Frederiksberg C
-
- År
- 2022 - 2026
-
- Omfang
- 1.350 m²
-
- Arkitekt
- Arkitema
-
- Landskabsarkitekt
- Arkitema
De arkitektoniske løsninger tager afsæt i omfattende bygningsarkæologiske undersøgelser, som har dannet grundlag for en differentieret transformation af de enkelte længer. Bygningernes oprindelige funktioner er fortsat aflæselige i materialevalg, rumlighed og detaljer. Tidligere boligdele fremstår med mere forfinede interiører, mens tidligere stald- og vognfunktioner er fortolket i et mere råt og enkelt arkitektonisk udtryk.
Den eksisterende bygningsmasse er restaureret med stor omhu. Bindingsværk, murværk, tage, vinduer og døre er så vidt muligt istandsat med traditionelle håndværksmetoder og materialer, og nye tilføjelser er udført som selvstændige elementer, der respekterer stedets historie. Køkkener, badeværelser og installationer er integreret diskret og understøtter både funktionalitet og lang levetid.
Projektet igennem er der arbejdet for genanvendelse af eksisterende materialer, energimæssige forbedringer og langtidsholdbare løsninger i tæt samspil med bevaringshensyn. Det betyder at bygningerne i dag lever op til nutidige krav om komfort og energiforbrug uden at miste deres arkitektoniske særpræg.
Arkitema har været arkitektrådgiver på hele projektet og har også udført restaureringsfagligt tilsyn under udførelsen i tæt dialog med Slots- og Kulturstyrelsen. Resultatet er et samlet og sammenhængende gårdanlæg, hvor historien er bevaret som en aktiv medspiller, og hvor de fredede bygninger i dag danner ramme om et levende boligmiljø.