Vi har skabt en kulturhus-arkitektur, der samler og understøtter de mange fællesskaber, med en rumlig og konstruktiv fleksibilitet – der kan omstilles i hverdagen, gennem sæsonerne og i forhold til fremtidens endnu ukendte behov. Midt i Hornslet by bygger vi et træhus uden en bagside – et åbent og inviterende samlingspunkt for byens borgere, med indgange fra tre verdenshjørner og en multifunktionel facadeskærm som vartegn. Facadeskærmens store udhæng danner læ og ly for udendørs aktiviteter. Inden døre vil man opleve sanselige og robuste rammer for fællesskab og kreativ udfoldelse. En central trætrappe ”Konge-egen” er rygraden hvorom funktionerne er organiseret som mindre områder mellem træsøjlerne - som i en skov. Nogle af funktionerne har faste rum, andre rum skabes fleksibelt af medarbejdere og brugere med f.eks. et rumgardin af uldfilt eller multimøbler af genbrugstræ.
Et samlende vartegn for hele byen og lokalområdet
-
- Ejendomsfonden Kulturgrunden
- Bygherre
-
- COWI
- Ingeniør
-
- Adresse
- Tingvej, 8543 Hornslet
-
- År
- 2024 - 2028
-
- Omfang
- 3.500 m²
-
- Arkitekt
- Arkitema
-
- Landskabsarkitekt
- Arkitema


Kulturhusets arkitektoniske greb er enkelt og fremtidsparat. Vi transformerer det eksisterende biografkompleks og tilføjer en ny tilbygning af træ. Materialer fra matriklens øvrige bygninger genanvendes i interiøret, bl.a. som en muret ”rotunde” med både ildsted og vandpost. De bærende træsøjler sikrer en åben planløsning med stor tilpasningsdygtighed. Det hele omfavnes af den translucente facadeskærm, der beskytter facaden og det nære uderum, og sammen med strategisk placerede ovenlys lader et rigt dagslys strømme ind i kulturhusets hjerte. Hér er bibliotek, kulturskole, café, kultursal, biograf, galleri mm. organiseret omkring et centralt torv og med overlappende områder som for eksempel et værkstedstorv, der kobler biblioteket og kulturskolen, og hvor børn og unge kan arbejde kreativt i flere medier.

En central del af projektet har været at integrere designvalg i bygningens geometri, materialevalg og tekniske løsninger, der understøtter bæredygtighed i alle henseender. Bl.a. genanvender vi materialer fra de eksisterende bygninger, der både reducerer klimaaftryk og tilfører historie og identitet. Facadens multifunktionelle skærm er et andet eksempel - den skaber ly og læ og understøtter det sociale liv i byen som en bufferzone mellem ude- og indeliv. Samtidig beskytter den klimaskærmen, understøtter den naturlig ventilation, og giver kulturhuset en enkel og tydelig identitet med et samlende arkitektonisk udtryk, der er inspireret af Hornslets skovlandskaber og tidlige træindustri. På denne måde bygger vi ikke kun et nyt kulturhus, men vi bygger videre på Hornslets fortælling.



