Genveje


Indhold

Brugerinvolvering

Arkitema har gjort brugerinvolvering til et af sine kerneområder og står bag udviklingen af den brugerintegrerede designproces, som vi kalder Arkitema Sensemaking.
Arkitema Sensemaking er en udviklingsproces, som har til formål at implementere brugerinvolvering og social innovation som en integreret del af Arkitemas byggeprojekter. Igennem en veltilrettelagt proces formulerer vi fælles målsætninger og visioner og skaber indsigt i de potentialer, udfordringer og problemstillinger, man må forholde sig til for at nå de opsatte mål. De erkendelser, der opstår som resultat af processen, danner fundament for udviklingen af de bygningsmæssige rammer, som bedst muligt imødekommer de behov, husets fremtidige brugere har.

Arkitema har erfaring med brugerstudier, brugerinvolvering , brugerdreven innovation, procesfacilitering og udvider det arkitektfaglige perspektiv til også at omfatte sociale og kulturelle vinkler.


Vores metode

Hvor brugerne af arkitekturen tidligere fandt det naturligt at lade arkitekten eller arkitekterne alene tolke og skabe arkitekturen, så er samtiden præget af det individuelle menneske, der selv vil forme sit liv, sin identitet, sine omgivelser og sin fremtid. Dette har som konsekvens, at brugerne af arkitekturen insisterer på at deltage i skabelsesprocessen – brugerinvolvering – ikke kun som tilskuere, der fra sidelinien beundringsfuldt betragter arkitekten, der ud af ingenting producerer nye idéer – men derimod som aktive aktører og medskabere i den kreative proces, hvor mening og indhold i arkitekturen produceres. Det har nødvendiggjort en forandring i arkitekturens genstandsfelt, så den i stigende grad også er blevet procesorienteret og ikke-materiel.
Arkitektens tidligere monopol på det arkitektfaglige forfatterskab udfordres derfor kraftigt af forskellige interessenters ønske om deltagelse i designprocessen. Brugeren går fra at være passiv modtager til at blive aktiv medskaber.
Udover aktiv brugerinvolvering arbejder vi også med metoder, der skal afdække de behov som brugerne ikke ved de har behov for, eller ikke er i stand til på forhånd at udtrykke. De såkaldte ikke-erkendte behov. De nye metoder består således ikke i at spørge brugerne direkte, hvad de gerne vil have, men derimod i at fokuserer bredt på menneskers liv, for derved at kunne identificerer tendenser, som kan danne grundlag for udviklingen af innovative idéer og arkitektoniske løsninger. Derved skabes en ny arkitektur, der er skabt på baggrund af de uerkendte ønsker, behov og længsler – brugerinddragelse.


Sensemaking er blevet brugt i en række af Arkitemas projekter, bl.a.

Vestas Technology, brugerundersøgelser og brugerworkshops (2005-2006)

Mikadohuset - nyt domicil i Ørestad Nord, brugerinddragelse og integreret programmerings- og designproces. Virksomhedskulturundersøgelse (2006)

"Building Inc.", 2. del af DAC’s ”Re-Think" Trilogi. Projektet udarbejdes i samarbejde med DAC, NCC, Carl Bro og Fonden Real Dania. Projektet gentænker den danske byggebranche; dens processer og produkter (2005)

”Too Perfect – Seven new Denmarks” – 1. del af DAC’s “Re-Think Trilogi”. Udstillingsprojekt, udarbejdet i samarbejde med Dansk Arkitekturcenter og Bruce Mau, Canada (2004)


I januar 2007 modtog Arkitema ProcesPrisen 2006

Uddrag af dommerkomitéens begrundelse: "Arkitema har været innovative i deres tankegang og har stillet spørgsmålstegn ved byggebranchens traditionelle og noget konservative tankegang. Sensemaking - brugerinvolvering er Arkitemas bud på "Byggeri med mening". Det er komitéens vurdering, at Arkitema er kommet skridtet videre end Byggeri med mening og har taget fat om temaet: Byggeri med mening for hvem og for hvad?"
Med prisen følger 125.000 kr. til et kunstnerisk værk efter modtagerens eget valg.
Procesprisen uddeles hvert år af Boligfonden Kuben i samarbejde med Lean Construction Danmark.

Arkitema kontorer

Aarhus
Frederiksgade 32
8000 Aarhus C
Tlf. 7011 7011
Mail: info@arkitema.dk


København
Rued Langgaards Vej 8
2300 København S
Tlf. 7011 7011
Mail: info@arkitema.dk


Arkitema DOT
Rosenlundsgatan 29A
Box 17114
S 104 62 Stockholm
Tlf. +46 (0)8 545 856 00
Mail: sthlm@arkitema.dk
www.arkitemadot.se