Trefalke Skolen - Overbygningsskole på Frederiksberg
Adresse: Sønderjyllands Allé 2-4, 2000 Frederiksberg, DK
Bygherre: Frederiksberg Kommune
Landskab: Arkitema
Ingeniør: Erik K. Jørgensen
Entreprenør: E. Pihl & Søn A.S.
Omfang: 4.600 m² incl. parterreetage
Opført: 2001
Den nye skole er placeret i forbindelse med Frederiksberg HF og Frederiksberg Stadion og med den nye Tre Falke Hal (ligeledes tegnet af Arkitema) som nabo. Skolen indføjer sig naturligt i området, men fremtræder samtidig som en selvstændig enhed i det samlede kompleks. Skolebygningen signalerer med sin enkle kubiske form og store transparente flader et åbent og overskueligt miljø.
At man vægter at skabe grobund for personlig udvikling i fællesskabets rammer udtrykkes i det centrale skoletorv – et trippelhøjt rum, der strækker sig gennem hele bygningen. Torvet er skolens fælles daglige opholdsområde, ligesom det anvendes til særlige arrangemeneter som skolefester, sceneoptrædener m.v. Langs torvet ligger forskellige værkstedsfunktioner, hvorved man kan inddrage torvet til aktiviteter, udstillinger m.m. Her er også lærerværelser og administration placeret let tilgængeligt for besøgende.
Via den centrale trappe er der adgang til de øvrige etager, hvor man færdes på de åbne balkoner med udsyn til skoletorvet. Balkonerne er ’aktive rum’ med arbejdstorve, hvor man arbejder i mindre grupper, ligesom de fungerer som lokale sociale mødesteder.
Fra balkoner er der adgang til basisområderne, der er placeret to og to ved siden af hinanden. Ved hjælp af foldevægge kan rummene slås sammen til store undervisningslokaler, der kan anvendes i forbindelse med tværfaglige projekter. Den fleksible indretning giver mulighed for at veksle mellem forskellige undervisningsformer og herved tilgodese elevernes forskellige behov.