Faaborg Havnefront
Se flere billeder fra projektet
Adresse: Faaborg Havnefront
Bygherre: DTE A/S
Arkitekt: Arkitema
Ingeniør: Carl Bro
Opførelsesår: 2004
Omfang: 2000 m²
Med inspiration fra traditionelle havnebygningers enkle snit og havnens pakhuse rejser de nye bygninger sig kun få meter fra vandet.
Havnebygningerne står som fritlagte huse og fastholder dermed havnens åbne struktur. Af samme grund lukker husene sig heller ikke om sig selv med private og skarpt afgrænsede haver, men lader havneområdet støde helt ind til bygningerne som åbne og delvist private uderum.
Materialer som træ, glas, tagpap og zink forstærker de nye bygningers kontrast til det gamle bymiljøs murede og pudsede bygninger. De nye former og udtryk peger også bevidst på den nye anvendelse af havnen og får på samme tid området til at emme af havnestemning. Herved kommer Faaborg havnefront til at stå frem med sin egen særlige og sammenhængende identitet.
Bygningerne er beklædt med træ og tagene med tagpap. Altaner og vinduer fremstår som om de er skåret ind i husenes grundform. Disse enkle snit og den lette fremtoning giver bebyggelsen sin særlige identitet, der relaterer sig til stedets historie.
Fra begge boligområder har man en fabelagtig udsigt over vandet mod syd. De meget transparente sydfacader skaber gennemlyste boliger, mens man mod nord har mere lukkede ankomstfacader.